Mine bryster voksede hurtigt — de blev voksne, mens jeg stadig prøvede at forstå mig selv. De skilte mig ud fra de andre piger i klassen, og med det fulgte både opmærksomhed og usikkerhed. Jeg lærte tidligt, at kroppen kan vokse hurtigere, end sindet er klar til, og at kærlighed til sig selv ikke altid følger med de fysiske forandringer.
Det tog tid at lære at elske de bryster, der altid har været anderledes. Tårer, forvirring og små sejre blev en del af min rejse. Men med alderen og erfaringen har noget ændret sig. Jeg forstår nu, at mine bryster ikke blot er en fysisk del af mig, men også et stærkt “asset” — et element af min personlighed, af hvem jeg er, og hvordan jeg står i verden.
Jeg skjuler dem ikke længere. Jeg forsøger ikke at gøre dem mindre, som jeg engang gjorde i ungdommens usikkerhed. Jeg har lært at bære dem med stolthed, som en del af min historie, min identitet og min selvtillid. Hvert strækmærke, hver kurve, hver forandring fortæller noget om mig, og nu ser jeg det som en gave, ikke som en udfordring.
Mine bryster blev voksne før jeg selv gjorde — men nu, som voksen, har jeg lært at omfavne dem. Jeg har lært at se styrken i det, der engang føltes fremmed, og glæden i at være i en krop, der har vokset, modnet og fundet sin egen balance.
